Klik her hvis du ikke kan se billeder i nyhedsbrevet
Blade Rudersdal Logo
 

ERHVERVSNYT I RUDERSDAL KOMMUNE

Februar 2025
 
Omkring 300 erhvervsfolk og virksomheder var samlet for at hylde Rudersdal Kommunes erhvervsliv ved kommunens årlige nytårskur den 28. januar. Der var fokus på digitale muligheder, AI og cybersikkerhed, og så blev Rudersdal Kommunes Erhvervspris overrakt til tre lokale virksomheder, som i særlig grad bidrager positivt til samfundet og det gode og nyskabende samarbejde mellem virksomhed, kommune og borgere.
 
De store udfordringer ift. den massive efterspørgsel på arbejdskraft blev også fremhævet på nytårskuren. Her er fremtiden jo blandt andet de unge mennesker i folkeskolen, og der er store forventninger til nye partnerskaber mellem lokale virksomheder og skolerne i 2025. Når skoler og lokale virksomheder samarbejder, skabes der en stærkere forbindelse mellem uddannelse og den virkelighed, eleverne en dag skal ud i. 
 
Folkeskolelever lærer bedre, når de arbejder med virkelige projekter, og gennem et samarbejde med virksomhederne kan vi skabe en anderledes skolehverdag med deltagelsesmuligheder for alle. Samtidig styrker det virksomhedernes muligheder for at få øje på de unges potentiale og på længere sigt at få kvalificeret arbejdskraft.
 
I denne udgave af Erhvervsnyt kan du læse mere om nytårskuren, de glade vindere af erhvervspriserne, og om hvordan du på 15-20 timer kan gøre en stor forskel for eleverne i folkeskolen - og få friske perspektiver på konkrete udfordringer. Du kan også læse om forskellige muligheder for sparring og støtte til udvikling af din forretning, og om aktuelle erhvervsevents.
 
Tidligere forsvarschef Peter Bartram, forretningsudvikler Jesper Ulsø fra Erhvervshus Hovedstaden og Mette Modvig fra Novo Nordisk Fonden i dialog med Jacob Netteberg fra Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget under nytårskuren
 

NYTÅRSKUR 2024

På årets nytårskur for erhvervslivet var man optaget af den digitalisering, som både skaber muligheder og trusler for virksomhederne. Mette Modvig fra Novo Nordisk Fonden tog sig af mulighederne, eksemplificeret ved supercomputeren Gefions imponerende regnekraft. Tidligere forsvarschef Peter Bartram havde fokus på truslerne i form af hackerangreb og hele sikkerhedsdagsordenen. Sluttelig samlede Jesper Ulsø fra Erhvervshus Hovedstaden trådene med deres tilbud om både cybersikkerhed og mulighederne i AI. Du kan læse et interview med Peter Bartram her, hvor han fortæller om truslerne mod SMV'er og hvordan man kan beskytte sig:
 
Jesper Ulsø nævnte, at Erhvervshus Hovedstaden tilbyder gratis sparring om, hvordan man kan bruge AI i virksomhederne til at blive mere effektive og konkurrencedygtige, og hvordan man optimerer cybersikkerheden. Læs mere her:
 

RUDERSDAL KOMMUNES ERHVERVSPRISER

Erhvervsprisen uddeles én gang om året til lokale virksomheder, der udmærker sig ved deres sociale, samfundsbevidste og bæredygtige initiativer, eller finder innovative løsninger på samfundets udfordringer. Nomineringerne kommer fra borgere, virksomheder og politikere, og priserne ledsages af en messingplade, en mailsignatur med vinderlogo og et beløb på 10.000 kroner til et personalearrangement. Årets vindere, Medidyne, Slagter Maltesen og Frydenlund Slotsplantage, blev hyldet af de mange erhvervsledere på nytårskuren.
 
Medidyne - livreddende førstehjælp i Norden
Medidyne har udmærket sig som en førende virksomhed inden for medicinsk teknologi og sundhedsinnovation. De har været en pioner inden for hjertestartere og førstehjælp i det offentlige rum, og arbejder nu også med telemedicinske løsninger, der kan adressere nogle af de større udfordringer i sundhedsvæsenet. En markant digitalisering og optimering af processer understøtter virksomhedens mission om at redde liv og forbedre livskvaliteten for borgere ramt af kritisk sygdom i hele Norden. Medidyne modtog erhvervsprisen for innovation, vækst og lokalt engagement.
 
Slagter Maltesen - en overlever i en svær branche
Christian Maltesen har i 25 år drevet Slagter Maltesen på Birkerød Kongevej. Det har krævet vedholdenhed, kvalitetssans og god kundeservice at modstå den hårde konkurrence fra supermarkedernes kølediske, og overleve som en af få slagterbutikker. Virksomheden udvælger og indkøber selv de enkelte råvarer, så man ved hvor kødet kommer fra, og kender de vilkår, som dyrene er vokset op under. Man står også selv for stort set al forarbejdning af slagtervarer og produktion af færdigretter. Forretningen er en aktiv spiller i lokalområdet, og har senest samarbejdet med Rude Skov Skole om spændende læringsforløb for en gruppe elever. Slagter Maltesen modtog prisen for 25 års indsats og aktiv deltagelse i lokalsamfundet.
 
Frydenlund Slotsplantage - en lokal økologisk oase 
Frydenlund Slotsplantage er en frugtplantage tilknyttet Frydenlund Slot. Her bliver der produceret mere end 100 tons æbler, pærer, bær og honning om året, og med jævnlige og hyggelige arrangementer bidrager virksomheden til at skabe liv og fællesskab på tværs af generationer. Plantagen er også engageret i et lokalt skolesamarbejde, der skærper elevernes fokus på bæredygtighed og økologi, og som endda har fået flere af eleverne til at erklære sig som kommende frugtavlere. I høstsæsonen i efteråret kan man på Frydenlund plukke sine frugter selv, købe produkter fra andre erhvervsdrivende i lokalområdet og sågar tilmelde sig et kursus i beskæring. Plantagen har fokus på det bæredygtige, og efter en tre år lang indsats er de nu 100 % økologiske. Prisen blev tildelt for at fremme bæredygtighed, liv og fællesskab lokalt.
 

VIRKSOMHEDER OG SKOLER SAMARBEJDER TIL GAVN FOR ALLE

 
Skoleelever på besøg hos Grafisk Maskinfabrik i Birkerød
 
Grafisk Maskinfabrik åbnede dørene for fremtidens medarbejdere
Grafisk Maskinfabrik A/S i Birkerød deltog i efteråret 2024 i en test af et nyt samarbejde med en række lokale virksomheder og elever fra alle klassetrin på Rude Skov Skole. Da 6. klasse eleverne fra skolen troppede op på Grafisk Maskinfabrik ulmede en lille bitte usikkerhed hos virksomheden: Vil skoleeleverne finde vores virksomhed relevant og spændende? Får vi noget ud af det som virksomhed? Svaret på begge spørgsmål blev heldigvis et stort JA.
 
”Samarbejdet har ikke kun bidraget til at skabe interesse for Grafisk Maskinfabrik, men også skabt grobund for talentudvikling. For eleverne har det givet et indblik i den virkelige verden, og måske endda et lille kig ind i deres egen fremtid. Partnerskabet med Rude Skov Skole fortsætter, og vi glæder os til at udvikle samarbejdet med en ny skoleklasse i 2025”, fortæller Allan Olsen, der er HR Business Partner hos Grafisk Maskinfabrik. Læs hele interviewet her, hvor du også kan læse mere om skole-virksomhedssamarbejdet:
 
25 partnerskaber på vej i 2025 – otte virksomheder har netop fået en klasse og aftalt en udfordring
I januar 2025 startede en serie nye virksomhedssamarbejder på Rude Skov Skole. Søholmskolen er klar til at samarbejde med en række virksomheder i 2. kvartal 2025, og Birkerød Skole, Trørød Skole og Ravnholm Skole tilbyder et tilsvarende samarbejde efter sommerferien.  
 
Samarbejdet med virksomhederne baseres på en enkel velafprøvet model, hvor virksomheder matches med et klassetrin, indkredser et samarbejdstema og aftaler ”hvordan vi kan bruge hinanden”. Måske startes samarbejdet med afsæt i skolen og et emne i årsplanen. Det kan også starte med afsæt i en konkret udfordring hos jer. Skolen arbejder med temaet over længere tid, fx 2-6 uger. I perioden er der besøg på virksomheden og/eller besøg af virksomheden på skolen. Det forventes, at virksomhederne kan afsætte 15-20 timer til samarbejdet.  
 
Vil du og din virksomhed gerne have nysgerrige skoleelever tættere ind på livet, så kontakt vores erhvervschef, Bjørn Engsig, på ensi@rudersdal.dk. Du kan læse mere om konceptet her:
 
Bliv inspireret og hør om andre virksomheders erfaringer med skolesamarbejdet – den 25. eller 27. februar kl. 14.00-16.00
Er du og din virksomhed interesseret i at deltage i samarbejdet, så inviterer vi til et virksomhedspanelmøde, hvor vi sætter rammen, inspirerer og deler erfaringer fra lokale virksomheder, som har deltaget i vores test af skolesamarbejdet i 2024. Her kan du også høre konkrete eksempler på, hvad eleverne og virksomhederne har samarbejdet om, hvordan du kan forberede dig og hvordan skolerne gør sig klar til samarbejdet. Du kan vælge mellem et virksomhedspanelmøde den 25.februar kl. 14.00-16.00 eller den 27. februar kl. 14.00-16.00. Begge møder foregår på Rådhuset i Holte. Du kan tilmelde dig her:
 
Nye regler for fritidsjob
Pr. 1/1 2025 trådte nye regler for fritidsjob i kraft. Det betyder, at det er blevet nemmere for dig at ansætte unge under 18 år, og at de får mulighed for at lave flere opgaver end tidligere. Det gælder blandt andet mulighed for at arbejde på værksted, i nærheden af maskiner og diverse opgaver under instruktion af fx en svend eller lignende. Regelændringerne er en del af regeringens initiativ for at få flere unge til at tage et fritidsjob. I dag er der ca. 70.000 færre unge med fritidsjob end der var i 1980’erne. 
 
Har du spørgsmål om ansættelse af unge i fritidsjob, så kontakt Trine Rask Thomsen i CABI, der er et landsdækkende non-profit videnshus, på tlf. 2065 8697 eller tri@cabiweb.dk.
 

NYE TILBUD OM SPARRING OG STØTTE

 
Sådan navigerer du bedst gennem nye eksportrestriktioner
Som virksomhedsleder ved du, at eksport kan være en udfordrende men vital del af forretningen. Men hvad kan du gøre, når handelsrestriktioner pludselig udfordrer din eksportstrategi? Erhvervshus Hovedstaden kan hjælpe dig med at tilpasse og sikre din virksomheds vækst – selv under svære handelsvilkår. De hjælper fx med:
  • Analyse af eksport-restriktionerne: Hvilke produkter er omfattet? Hvilke produkter er berørt? Hvilke dokumentationskrav gælder?
  • Alternative eksportmarkeder: Valg af  nye markeder, hvor det nuværende produkt kan passe ind. Undersøgelse af  markedets lovgivning, efterspørgsel, kultur og konkurrencesituation mv.
  • Optimering af logistikkæden: Er din sourcing påvirket af situationen? Tilpasning af dine processer for at undgå forsinkelser og reducere ekstraomkostninger. Overvejelser om alternative transportveje eller eksportkanaler.
Kontakt Erhvervshus Hovedstaden, Senior forretningsudvikler og relationschef Anders Kjøller,  6188 4601, ank@ehhs.dk.
 
Matchlånet - stor nyhed for iværksættere!
Danmarks Eksport- og Investeringsfond har lanceret Matchlånet - et stærkt initiativ, der giver innovative startups bedre adgang til tidlig, risikovillig kapital. Med dette lån er det muligt at supplere en investering fra en business angel med et lån fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond. Er du iværksætter, investor eller bare nysgerrig på, hvordan dette nye låneprogram kan skabe vækstmuligheder? Så  kontakt Danmarks Eksport- og Investeringsfond på 3115 4905. Du kan også læse mere her:
Matchlån               
 
Bliv leverandør til Forsvaret - en overset partner for SMV'er 
Er du opmærksom på de forretningsmuligheder, som Forsvarets milliardstore investeringer medfører? Investeringerne dækker alt fra opførelse af nye bygninger og it, til energitiltag og reservedele. Det er ikke et krav eller en forventning, at du tidligere har samarbejdet med Forsvaret, og måske er du ikke opmærksom på, at dit produkt også kan afsættes her. Så er du nysgerrig, og ønsker eller overvejer du at levere produkter og services målrettet Forsvarets behov, så kontakt Erhvervshus Hovedstaden, forretningsudvikler Mette Pedersen på 6188 4686, mpe@ehhs.dk, eller skriv dig på venteliste til et seminar på Høvelte Kaserne den 5. marts 2025. Her kan du bl.a. høre om:
  • Forsvarets milliardstore investeringer i de kommende år
  • Hvordan I kan blive leverandør til forsvarsindustrien i Danmark og udlandet
  • Hvilke krav Forsvaret stiller til leverandører
  • Hvordan I får hjælp til at blive leverandør i forsvarsindustrien
  • Indsigt i eksport- og internationaliseringsmuligheder
  • Den aktuelle geopolitiske situation  
Læs mere her:
 
Kan en professionel bestyrelse også være noget for dig?
At etablere en professionel bestyrelse er et naturligt skridt for mange små og mellemstore virksomheder, der har ambitioner om vækst. Men det kræver bl.a., at du som leder og ejer er parat til at afgive kontrol og blive udfordret på dit virkelighedsbillede. Erhvervshus Hovedstaden har omfattende erfaring med at hjælpe virksomheder med etablering af en bestyrelse og ikke mindst sammensætning af en god bestyrelse. Kontakt Erhvervshus Hovedstaden, hvis du vil vide mere : senior forretningsudvikler Max Damgaard,  3010 8119, mda@ehhs.dk eller senior forretningsudvikler Kim Meyer-Karlsen, 3010 8117.
 

AKTUELLE ERHVERVSEVENTS

 
Spændende tilbud fra Erhvervshus Hovedstaden
Udvid din viden og dit netværk. Erhvervshus Hovedstaden tilbyder en lang række gratis events her i foråret for dig, som driver virksomhed i Rudersdal Kommune - indenfor en række forskellige temaer. Der er arrangementer både for etablerede virksomheder og for startups og iværksættere, og der er både webinarer og fysiske arrangementer. Se om ikke der er et eller flere, der kunne interessere dig. 

Fra forretningsidé til virkelighed
Få redskaberne til at gøre din forretningsidé håndgribelig og få velafprøvede værktøjer til at opbygge en gennemtestet forretningsmodel, som kan danne grundlaget for din kommende virksomhed. Webinar den 17. februar, kl. 16:00 - 18:00, tilmeldingsfrist 16. februar. 
Event om forretningsidéer

Byg din egen chatbot
Du får samtidig en hands-on introduktion til AI. Den 24. februar, kl. 9:00 - 15:00, tilmeldingsfrist 17. februar.
Event om chatbots og AI 

Tilskud til lån af robot 
SMV:Digital infowebinar om tilskudsvoucher på 125.000 kr. til lån og afprøvning af robot. Webinar den 24. februar, kl. 11:00 - 11:50, tilmeldingsfrist 21. februar, kl. 12:00.
Event om tilskud til lån af robot 

Styring af cybersikkerheden
Få styr på de styringsmæssige og tekniske foranstaltninger, der skal til for at efterleve NIS2. Webinar den 25. februar, kl. 8:30 - 9:30, tilmeldingsfrist 24. februar.
Event om cybersikkerhed

Sparring om udvikling af innovative sundhedsprodukter
Her kan du få strategisk sparring om næste skridt i udviklingen af din forretningsmodel eller din løsning. Den 26. februar 2025, kl. 9:30 - 12:00, tilmeldingsfrist 19. februar.
Event om sparring ift. sundhedsprodukter

Bliv klog på Det Digitale Produktpas
Eco-Design, ESPR og Det Digitale Produktpas - kom godt i gang med de forberedelser det kræver som virksomhed, for at blive klar til fremtidens krav. Webinar den 27. februar, kl. 9:00 - 10:30.
Event om Eco-Design, ESPR og Det Digitale Produktpas

Støtte til cirkulær omstilling
Hvis du arbejder med at reducere CO2 eller affald, kan du få støtte til at udvikle jeres cirkulære løsning. Webinar den 4. marts, kl. 10:00 - 10:30.
Event om støtte til cirkulær forretningsidé

Sådan får du mest ud af AI
Her dykker Jesper Ulsø, senior forretningsudvikler i Erhvervshus Hovedstaden, ned i AI's mange muligheder. Den 4. marts, kl. 14:30 - 16:00, tilmeldingsfrist 3. marts. 
 
Skaler dine AI-løsninger
Tag dine AI-projekter til næste niveau og hør mere om, hvordan avanceret computerkraft kan styrke dine løsninger. Den 4. marts, kl. 9:00 - 12:30, tilmeldingsfrist 25. februar. 
 
Automatisering og robotløsninger
Hør om øget effektivitet og styrket konkurrenceevne gennem brug af automatiserings- og robotteknologi. Den 12. marts, kl. 8:30 - 12:00, tilmeldingsfrist 10. marts. 
 
Skab vækst via Amazon
Her får du viden om, hvordan du får adgang til nye markeder gennem Amazon. Den 19. marts, kl. 9:00, tilmeldingsfrist 7. marts. Bemærk at workshoppen foregår på engelsk. 
 
Skaler din HealthTech-løsning
Få ny viden om, hvordan du kan skalere din HealthTech-løsning til det amerikanske marked. Den 24. marts, kl. 9:00, tilmeldingsfrist 17. marts. 
 
Det aktuelle cybertrusselsbillede
Få viden om det aktuelle cybertrusselsbillede og hvad du kan gøre, for at reducere risikoen for fremtidige angreb. Webinar den 20. maj, kl. 8:30 - 9:30, tilmeldingsfrist 19. maj.
Event om cybertrusselsbilledet
 

VIL DU I KONTAKT MED RUDERSDAL KOMMUNE?

 

Du er altid velkommen til at kontakte erhvervschef Bjørn Engsig, hvis du har brug for en indgang til kommunen eller sparring til at starte, drive og vækste din virksomhed. Skriv til Bjørn Engsig på ensi@rudersdal.dk eller ring på 7268 3138.

Rudersdal Kommune tilbyder gennem Erhvervshus Hovedstaden og andre erhvervspartnere gratis sparring, udviklingsforløb og adgang til nye netværk.

Tilmelding til Erhvervsnyt i Rudersdal 

Hvis der er andre i din virksomhed, som kan have udbytte af at modtage nyhedsbrevet, kan det ske ved at klikke her. Brevet udkommer cirka en gang om måneden med nyheder og tilbud, som er relevante for erhvervsdrivende i kommunen.  

Vi passer på dine data

Vi har kun registreret din e-mail. Denne oplysning bruger vi udelukkende, når vi skal sende nyhedsbrevene ud. Læs mere på rudersdal.dk/minedata.

 

Afmeld nyhedsbrev