Klik her hvis du ikke kan se billeder i nyhedsbrevet
Blade Rudersdal Logo

Folketinget har – udover støtten til Ukraine - fokus på at hjælpe danske virksomheder, små som store, til at tage del i det forestående genopbygningsarbejde og en øget samhandel med Ukraine på sigt.

Det arbejde vil vi i Rudersdal Kommune meget gerne støtte op om. Derfor inviteres du til konferencen, Regional Genopbygning af Ukraine, den 9. april, hvor du kan få indsigt i de muligheder og udfordringer, der er i forbindelse med etablering af forretning og samhandel. Læs mere om den aktuelle Ukraine-indsats i nyhedsbrevet.

For andet år i træk præsterer virksomhederne i Rudersdal i top. Hvert år rangeres alle kommuner efter de lokale virksomheders erhvervspræstationer, og den netop offentliggjorte 2024-undersøgelse placerer igen Rudersdal Kommune som den 10 bedste erhvervskommune i Danmark og nr. 1 i Nordsjælland. Samtidig sætter Rudersdal-virksomhedernes anvendelse af Erhvervshus Hovedstaden ny rekord. Der er gode muligheder for at gøre idé til virkelighed og starte egen virksomhed, og i dette nummer af Erhvervsnyt kan du læse mere om de mange tilbud til iværksættere. 

Endelig kan du læse om nye erhvervsservices, tilskudsmuligheder og events. Har du brug for hjælp til at finde den rette sparring og de aktuelle muligheder for tilskud og støtte, så kontakt Rudersdal Kommunes erhvervschef, Bjørn Engsig, på ensi@rudersdal.dk

 
 
 

UKRAINE – GENOPBYGNING OG SAMHANDEL

 

Invitation til erhvervskonference om genopbygning af Ukraine

Konferencen afholdes den 9. april kl. 15.00-17.45 på Kurhotel Skodsborg, og det er gratis at deltage. Formålet med konferencen er at bygge bro mellem det ukrainske og danske erhvervsliv.

På konferencen kan du bl.a. opleve

  • Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) med en introduktion til Ukraine låne- og garantiordning,
  • Udenrigsministeriets eksport- og ambassadeservice, 
  • Erfarne lokale virksomheder, bl.a. Rudersdal virksomheden DHI, der har kendskab til Ukraine,
  • Danish Ukrainian Business Council, Federation of Employers of Ukraine sammen med en delegation af ukrainske virksomheder.

Historiker og studievært Adam Holm er moderator under konferencen. Arrangementet henvender sig til virksomheder i alle størrelser og i alle sektorer, og er arrangeret af Dansk Industri og Jyske Bank. 

 

Læs mere og tilmeld dig
 
 

Låne- og garantiordning til genopbygning af Ukraine

Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) er danske virksomheders fælles indgang til risikovillig statslig finansiering. Deres nye Ukraine-ordning sikrer 1 mia. kr. i form af lån og garantier til de danske virksomheder, der vil bidrage til genopbygningen af det krigshærgede land. Ordningen har til formål at reducere den finansielle risiko for virksomheder, der engagerer sig i Ukraine. Er du interesseret i at høre mere om ordningen eller konkrete forretninger? Så send en mail

 
 

Iværksætterdanmark hjælper ukrainske iværksættere

Iværksætterdanmark tilbyder workshopforløb målrettet ukrainere i Danmark. Indsatsens har til formål at styrke ukrainske flygtninges vej mod selvforsørgelse. Dette gøres ved at tilbyde kompetenceudvikling, der kan bringes i anvendelse i etablering af egen virksomhed, etablering af underleverandører i Ukraine samt kan bringes i anvendelse i forbindelse med genopbygningen af Ukraine. Der er også etableret en særlig Ukriane Hub. 

Læs mere
 

Har du et ledigt job til en ukrainer?

Siden Ruslands invasion af Ukraine i slutningen af februar 2022 har mere end 300 ukrainere fået ophold i Rudersdal Kommune. Rigtig mange har fået et job i lokale virksomheder. Det er glædeligt, at vi i Rudersdal oplever stor interesse for at hjælpe Ukraine, og at så mange virksomheder har givet plads til en flygtning. Har du et ledigt job indenfor fx rengøring, service, handel, hotel og restauration, er du velkommen til at kontakte Rudersdal Kommunes jobcenter, virksomhedskonsulent Asmaa Hatim  

 
 
 

MASSER AF SPARRING OG STØTTE TIL IVÆRKSÆTTERE

 

Du har fået en genial idé – men hvordan starter jeg virksomhed?

Har du en forretningsidé eller -drøm? Og er det første gang, du starter egen virksomhed? Så kan du få en introduktion til valg af virksomhedsformer, information om moms, skat m.m. og skabeloner til bl.a. forretningsplan og budget. 

Start her
 

Sparring til produktudvikling, afsøgning af markedet og meget mere

Du kan også gratis få 1:1 sparring til at udvikle din forretningside, til at undersøge markedet og til at komme i gang med produktudvikling, test, prissætning og markedsføring. Kontakt Erhvervshus Hovedstaden, senior forretningsudvikler Vivi Foss

 
 

Workshops og netværk til iværksættere

Er du iværksætter, så tilbyder Iværksætterdanmark en række spændende workshops, hvor du også kan møde andre iværksættere. Lige nu tilbydes fx følgende workshopforløb:

  • Kernefortælling – sådan får du styr på din virksomheds unikke budskaber
  • Få styr på din økonomi
  • Styr på salget
  • AI i din markedsføring
  • Sådan kommer du i gang med at bruge influencers i din markedsføring

Mød nogle af de iværksættere som allerede har fået hjælp til at komme godt i gang, og se alle de gratis forløb her:

Læs mere
 

NextStep-forløb, hjælper dig med at komme i mål

Det kan være krævende at have alle kasketter på, når du driver virksomhed, men der er heldigvis hjælp at hente. Med et NextStep-forløb, hjælper vi dig med at stille skarpt på dine udfordringer og komme i mål med dine visioner. Du får sparring, en konkret handlingsplan og tilskud til en privat rådgiver og til kompetenceudviklingEt NextStep-forløb tilpasses dit individuelle behov. Der er løbende ansøgningsrunder i 2024 og 2025, næste ansøgningsfrist er den 31. marts 2024. 

Læs mere og tilmeld
 
 

Business Boost – tilskud til at finde fodfæste i markedet

I foråret 2024 lanceres Business Boost under Iværksætterdanmark. Business Boost er til dig, der har en ny virksomhed, som netop nu er ved at finde sit fodfæste i markedet og skal have et skub i den rigtige retning med både sparring og kompetenceudvikling.  Business Boost er ikke et større forløb som NextStep, og kræver et minimum af administration. Der åbnes for ansøgninger den 11. marts. Er du interesseret i dette tilbud, så kontakt forretningsudvikler i Erhvervshus Hovedstaden, Anne Kamp Moth-Poulsen.  

 

Beyond Beta - et acceleratorforløb for udvalgte vækstiværksættere

Beyond Beta er et ambitiøst acceleratorforløb, der understøtter de bedste startups i Danmark i deres indsats for at lægge fundamentet til en skalerbar forretning og tiltrække de rigtige investorer. Der er fokus på at øge læringshastigheden hos de mest vækstpotentielle iværksættere ved at give dem hurtig og effektiv adgang til forretningsudvikling, potentielle kunder, samarbejdspartnere, investorer, corporates, succesfulde iværksættere mv. 

Læs mere
 

 

Innofounder - få finansiering til at udvikle din idé

Er du iværksætter med en innovativ ide, der har potentiale til at blive en god forretning? Så kan du via Innofounder-ordningen få tilskud til ideudvikling. Hvis du kommer igennem nåleøjet, kan det betyde et år med finansiering til, at du kan arbejde fuldtid med at udvikle din idé og din virksomhed, samt målrettet læring til at modne både ideen og dig som iværksætter. 

Læs mere
 
 
 

AKTUELLE EVENTS HOS ERHVERVSHUS HOVEDSTADEN

ESG-rapportering - sådan gør du

Deltag på Erhvervshus Hovedstadens webinar den 14. marts om ESG-rapportering. Lær, hvordan du afgør, hvad der skal med i rapporten, hvordan du bygger den op, og hvilke principper der gælder for bæredygtighedsrapportering, også selv om du ikke hører under CSRD-kravene.

Læs mere og tilmeld
 

Kom godt i gang med din Innobooster-ansøgning

Har du en god idé, der har potentiale til at blive god forretning? Så kom den 4. april og bliv klogere på, hvad der skal til for at søge om Innobooster og kom godt i gang med din ansøgning.

Læs mere og tilmeld
 

Forbered din virksomhed til salg eller overdragelse

Skal din virksomhed skifte ejer en dag, og har du sikret dens fremtid? Ejerskifte skal planlægges i god tid. Men hvor finder du den rette person til at drive din virksomhed videre, og hvad gør du, fra virksomheden er solgt eller overdraget, til du slipper den helt? Bliv klogere på det og meget andet og få individuel vejledning denne formiddag den 11. april.

Læs mere og tilmeld
 
 
 

Vil du også deltage i bvlivsnetværket i dit lokalområde?

Bylivsnetværkene i Birkerød, Holte/Gl. Holte, Vedbæk/Trørød samt Nærum/Skodsborg har allerede gennemført en række forskellige events, der har skabt liv og stemning, og mere er på vej. Bylivsnetværkene består af gode kræfter fordelt på butikker, foreningsliv, borgere, ejendomsejere m.fl. De mødes hver måned og det er åbne møder, hvor alle er velkomne. Hvis du har en god ide til en bylivsaktivitet, så har du fine muligheder for at finde ligesindede, der kan hjælpe med til at folde din idè ud. 

Find og bliv inspireret
 
 

Drømmer du om at styrke din virksomheds digitale omstilling? 

Så skal du være klar den 18. marts kl. 9.00, hvor SMV:Digital åbner en ny tilskudspulje. Her kan du ansøge om tilskud på 100.000 kr. til indkøb af privat rådgivning, som bl.a. kan hjælpe dig med at afklare din virksomheds behov, beskrive digitale løsningsmuligheder og rådgive dig om implementering.  

Læs mere
 

Grøn og bæredygtig omstilling – få overblik på virksomhedsguiden.dk

ESG, klimaregnskab, due diligence for bæredygtighed, cirkulær økonomi og greenwashing er bare nogle af de begreber, du kan møde, når du arbejder med grøn og bæredygtig omstilling. 

Find vejledning om, hvordan du sætter retning for dit arbejde med grøn og bæredygtig omstilling, og få overblik over, hvilke lovkrav der gælder. På virksomhedsguiden får du også et overblik over grønne tilskudsmuligheder og inspiration fra andre grønne virksomheder. 

Få grøn inspiration

Tid til opkvalificering af dine medarbejdere? Tag fat i eVejledning og få en snak om dine muligheder

Med en åbningstid på 62 timer om ugen, kan virksomheder få vejledning når det passer dem. eVejledning vejleder om hele uddannelsessystemet. Det gælder alt fra AMU-kurser, Ordblindeundervisning (OBU), Forberedende Voksenundervisning (FVU), Almen Voksenundervisning (AVU), HF, erhvervsuddannelser samt uddannelser på videregående niveau. Vejlederne kan kontaktes på telefon 70 22 22 07, chat, e-mail eller via videomøde. eVejledning afholder også digitale oplæg, med særlig fokus på virksomheders behov. eVejledning er en del af Styrelsen for It og Læring under Børne- og Undervisningsministeriet. 

Se dine muligheder
 

Hvordan får du succes med din sundheds- eller velfærdsløsning?

Mange virksomheder oplever, at det kan være svært at komme ind på markedet hos danske kommuner og hospitaler – også selvom løsningerne er udviklet i samarbejde med det offentlige. Men hvordan lykkes du med at sælge og skalere? Hvordan tager man det første skridt til at komme ind på sundhedsmarkedet med et nyt produkt? Hvad skal man være særligt opmærksom på i udviklingen af digitale sundhedsløsninger? Og hvilke adgangsstrategier er der på det velfærdsteknologiske marked? Har din virksomhed brug for strategisk sparring for at tage det næste skridt mod en bæredygtig forretning i sundhedssektoren, så kontakt Erhvervshus Hovedstaden, senior forretningsudvikler Christian Brix.

 
 
 

VIL DU I KONTAKT MED RUDERSDAL KOMMUNE?

 

Du er altid velkommen til at kontakte erhvervschef Bjørn Engsig, hvis du har brug for en indgang til kommunen eller sparring til at starte, drive og vækste din virksomhed. Skriv til Bjørn Engsig på ensi@rudersdal.dk eller ring på 7268 3138.

Rudersdal Kommune tilbyder gennem Erhvervshus Hovedstaden og andre erhvervspartnere gratis sparring, udviklingsforløb og adgang til nye netværk.

 

Tilmelding til Erhvervsnyt i Rudersdal 

Hvis der er andre i din virksomhed, som kan have udbytte af at modtage nyhedsbrevet, kan det ske ved at klikke her. Brevet udkommer cirka en gang om måneden med nyheder og tilbud, som er relevante for erhvervsdrivende i kommunen. 

 

Vi passer på dine data

Vi har kun registreret din e-mail. Denne oplysning bruger vi udelukkende, når vi skal sende nyhedsbrevene ud. Læs mere på rudersdal.dk/minedata.


Afmeld nyhedsbrev